“Jernmanden” Bent Nielsen (ej at forveksle med en ironman i sportsligt henseende) er født i Thy i 1955. Her blev han i 1975 uddannet automekaniker, før han i 1976 blev gift med Lena og flyttede til Århus for at studere. I 1978 tog han HF eksamen og studerede fra 1978 til 1985 teologi ved Århus Universitet. Fra 1985 til 2001 var han sognepræst i Vestjylland, på Fyn og i Kolding. I 2001 forlod han præsteembedet og blev ansat i Bilka – først som kasseassistent efterfølgende med ansvar for reklamationsafdeling. Denne funktion varetog han i 15 år, indtil han i 2017 lod sig pensionere. Har siden 2001 boet i Lenas og hans lille hus på landet i Vranderup tæt på Kolding. Her er der både ro, plads, udsigt over ådalen og tid til fordybelse.

Fra sin tid som mekanikerlærling har jernmanden været fascineret af svejsning og i det hele taget det at arbejde med jern. Denne hobby var imidlertid svær at udøve i sognepræstens tjenestebolig, og tiden til den var altid knap. En stadig større længsel efter bedre udfoldelsesmuligheder for denne passion var således en af årsagerne til, at han i 2001 opsagde sin stilling som sognepræst og flyttede i eget hus på landet, hvor smedjen hurtigt tog form i udhusets garage. Den har siden været et meget afholdt sted.

Jernmandens fascination af jernet knytter sig ikke mindst til det faktum, at dette hårde og meget stabile materiale ved opvarmning bliver ganske føjelig og kan bearbejdes til fantasifulde former. Efter nedkøling genvinder det modellerede jern sin oprindelige stabile natur, men nu i en ny form. I svejseprocessen udnyttes ydermere det forhold, at jernet ved tilstrækkelig høj temperatur bliver flydende og smelter sammen til nye ubrydelige enheder. Samme forhold gør det muligt med et nøje afstemt forhold mellem ilt og gas at skære i jernet. Denne skærebrænding kan maskinelt og EDB-styret udføres med en fantastisk præcision og fremstå som et uhyre skarpt snit i selv meget tykke jernprofiler. Udført manuelt kan processen imidlertid også resultere i meget rå og fantasifulde skæreflader. Når man betragter jernmandens skulpturer, vil man se, at netop disse rustikke effekter bliver udnyttet som et gennemgående træk.

Selve processen kunne med rette betegnes som en massakre på de jernplader, der indgår heri. Resultatet bliver et arsenal af udefinerbare fragmenter i alle mulige størrelser, som efterfølgende “finder deres plads” i skulpturerne. Præmissen for denne proces hverken kan eller skal beskrives. Hvis det er kunst, der kommer ud af den, ligger forklaringen måske netop i det uforklarlige.

Efter i nogle år udelukkende at have arbejdet med jernet, som foran beskrevet, har jernmanden i de senere år haft lyst til at indarbejde tilfældigt fundne sten og granitstykker i sine skulpturer. Enkelte træstykker har ligeledes fundet vej ind i skulpturerne. Alt sammen fundet på ferieturens strand eller vandresti. Det er forunderligt, hvad naturens kræfter ved tilfældigheder kan bidrage med af kunstneriske indtryk. Og tænk så på alle de fragmenter, der ligger og venter på at blive fundet !

Man kan måske med rette sige, at jernmandens skulpturer i deres udtryk kan virke som en modvægt til alle de perfekte, fejlfrie, funktionelle og fancy konstruktioner, vi alle elsker at omgive os med – en slags “skævert” der for et kort eller måske langt øjeblik kan få os til at abstrahere fra alt det strømlinede i vore liv.

Resultatet af foranstående proces må pr. definition føre til abstrakte unica, som indbyder betragteren til egne fantasifulde forestillinger.

Jernmand laver skulpturen i håb om, at betragteren får vakt sin nysgerrighed og må opholde sig ved den. Sker det, er værket på vej til at blive til kunst. Så enkelt er det og dog uforklarligt !