“Jernmanden” Bent Nielsen, der fik sin betegnelse af sine materialer snarere end sin fysik, blev født i Thy i 1955. I 2001 flyttede han og hustruen ud på landet, hvor en smedje hurtigt opstod i udhusets garage. Det var her, hans rejse ind i jernets univers for alvor begyndte – en rejse, der handler om modstand, varme og formgivning.
For jernet er et stof med modvilje. Det er hårdt, urokkeligt, tæt som jordens kerne. Men under varme sker en forvandling. Materialet åbner sig, giver efter, lader sig forme, som om det blot har ventet på indblanding. Han ser dette som et samarbejde mellem kunstner og materiale – en dans, hvor begge parter bidrager.
Når jernet køler, hærder det igen, men nu i en form, der fortæller både om ildens og kunstnerens påvirkning. Under svejsningen flyder materialet og sammensmelter til nye enheder, der er stærkere end summen af delene. Under skæringen – maskinel eller hånddrevet – skabes snit, der enten er kirurgisk rene eller vilde og sprækkede. De rå kanter er særligt betydningsfulde for ham; de rummer en ægthed, man ikke kan fabriksproducere.
For udenforstående virker hans arbejdsproces destruktiv. Jernplader flækkes og opsplittes i mærkværdige fragmenter, som flyver i alle retninger. Men for ham er disse stykker potentielt liv. De bærer muligheden for at blive del af en ny helhed. Hvordan de ender i den endelige skulptur, er ikke muligt at forklare. Det sker gennem intuition og øjeblikkets logik.
I de senere år har hans skulpturer fået selskab af sten, granit og træ, fundet tilfældigt langs kyster, klippefjelde og stier. Disse materialer samler naturens langsomme fortællinger op og skaber en ny resonans med jernets hurtige forvandlinger.
Hans værker er modstand mod perfektionen, en pause fra den glatte verden. De inviterer betragteren til at dvæle og danne egne billeder. Når dette sker, opstår der en gnist – den gnist, der gør, at et værk langsomt forvandler sig til kunst. Enkelt i sin kerne, men ufatteligt i sin virkning.
Du kan læse mere om Bent Nielsen og hans kunst
HER
