“Jernmanden” Bent Nielsen, født i Thy i 1955, bærer sit navn som en hædersbetegnelse for sin livslange forbindelse til jernet. I 2001 flyttede han og hans hustru til landet, hvor en smedje hurtigt tog form i udhusets garage, som om stedet allerede havde vidst, hvad det skulle bruges til. Her begyndte han sin stille udforskning af jernets sjæl.
Jern er et mærkeligt materiale. Det er hårdt og modstandsdygtigt, og alligevel kan det med varme formes som noget blødt og indlevende. Han ser dette som et billede på livet selv: styrke i det kolde, åbenhed i det varme. I gløden bliver jernet en samarbejdspartner, en medskaber. Han former det med beslutsomhed og opmærksomhed, og når det køler, fastholder det hans idéer med urokkelig overbevisning.
Svejseprocessen er som et ritual for ham. Metallet smelter, flyder og danner forbindelser, der er stærkere end før. Under skæring – styret af gas og ilt – åbner han jernet, enten i præcise linjer eller i voldsomme, rå brud. De grove kanter, som opstår, er ikke fejl; de er spor af mødet mellem menneske og materiale.
For udenforstående virker hans proces destruktiv. Jernplader knækker og splintres i et hav af fragmenter. Men for ham er hvert stykke et frø til noget nyt. Han arbejder uden faste planer; fragmenterne finder selv deres vej ind i den form, de hører til. Som om jernet selv kalder.
I de senere år har han fundet inspiration i naturens egne materialer: sten, granit og træ, samlet på rejser og vandreture. Disse elementer bærer landskabets rytme ind i hans skulpturer og skaber en dialog mellem naturens langsomhed og jernets intensitet.
Hans skulpturer er en protest mod perfektionen. De er vilde, skæve, ærlige. De inviterer betragteren til at gå på opdagelse i det uperfekte. Og når nogen gør det – stopper op, undersøger, mærker – da begynder værket at blive kunst. Simpelt og samtidig helt uforklarligt.
Du kan læse mere om Bent Nielsen og hans kunst
HER
