“Jernmanden” Bent Nielsen, som fik sit navn gennem sin tætte forbindelse med metal frem for muskler, blev født i Thy i 1955. Da han og hustruen i 2001 fandt et hjem på landet, voksede en smedje hurtigt frem i udhusets garage. Det var her, han fandt det frirum, hvor han kunne arbejde med jernets mysterier – et materiale, som både kan være urokkeligt og betagende føjeligt.
Jernets dobbelthed fascinerer ham. I kulde er det fast og utilnærmeligt, men under varme åbner det sig og bliver formbart. Han oplever dette som en samtale mellem ild og metal – et øjeblik, hvor jernet accepterer forandring. Han former det, lader det strække sig, finder nye figurer i dets glød. Når det køler, fastholder det hans bevægelser som frosne øjeblikke.
Svejseprocessen giver ham mulighed for at smelte materialerne sammen, så de danner nye, ubrydelige helheder. I skærearbejdet – når gas og ilt mødes i den nøjagtige balance – åbner han jernet i snit, der spænder fra millimeterpræcise til brutale. De rå snit, hvor jernet virker vredt eller forpint, bruger han som fortællende elementer i sine værker.
For mange virker det, han gør, som en ødelæggelse. Jernplader flænses og falder fra hinanden i mærkelige, uforståelige fragmenter. Men for ham er disse stykker begyndelsen på en ny fortælling. De finder deres plads i skulpturen efter intuitionens egne regler – ikke menneskets.
De senere år har han integreret sten, granit og træ i sine værker, fundet tilfældigt på rejser og vandringer. Disse naturmaterialer giver en stille modvægt til jernets eksplosive karakter og tilfører værkerne en dybere resonans.
Hans skulpturer udfordrer det perfekte. De er skæve, rå, levende – og måske netop derfor smukke. Hvis en betragter stopper op, lader sig rive med, følger fragmenternes dans, begynder værket at være kunst. Så enkelt, så uforklarligt.
Du kan læse mere om Bent Nielsen og hans kunst
HER
