“Jernmanden” Bent Nielsen – ikke at forveksle med en atletisk ironman, men en mand med hænder dyppet i metallets eget mørke – blev født i Thy i 1955. I 2001 flyttede han og hans hustru ud på landet, hvor stilheden lå som en dyne over markerne, og hvor en smedje langsomt materialiserede sig i udhusets forladte garage. Her begyndte et mangeårigt kærlighedsforhold mellem mand og metal. Jernets besynderlige paradoks fascinerer ham stadig: at noget så hårdt, så urokkeligt, så fuldstændigt stålsat, kan blive blødt og medgørligt, når det møder varme nok til at gløde. Pludselig kan det formes, bøjes, strækkes – som om det blot ventede på, at nogen ville høre dets hemmelige sprog.
Når jernet atter køler, trækker det sin stramme rustning på igen, men bærer nu de spor, kunstnerens hænder har tilført det. I svejseprocessen smelter det endda i flydende forening og danner nye, uadskillelige forbindelser – materialets egen form for ægteskab. Med balanceret forhold mellem gas og ilt kan det også skæres, som var det smør under et knivblad, og i maskinens stive greb fremstår snittet skånselsløst skarpt. Men i hånden skabes rå sårkanter, ujævne, vilde, næsten dyriske. Netop disse ar er blevet et af Jernmandens varemærker.
Processen kan ligne en massakre: jernplader, der splintres i ukendte former, stumper og flager, som ingen umiddelbart forstår. Men fragmenterne finder altid deres plads. Denne del af arbejdsgangen kan ikke forklares, og måske er det netop derfor, der nogle gange opstår kunst. I de senere år har han inddraget sten, granit og endda små træstykker, hevet med hjem fra strande og stier, hvor naturen har slidt dem til ukendelighed. Disse elementer tilføjer en ny dimension, et strejf af tilfældighed, som binder hans værker tættere til verden omkring os.
Jernmandens skulpturer står som modbilleder til vores glatte, perfekte ting – de moderne objekters sterile skønhed. De er bevidste skævheder, der giver os anledning til at standse op og drømme. Skulpturen er hans invitation: at vi må kigge, undre os, forløse vores egen fantasi. Når nogen gør det, begynder værket at blive til kunst. Enkelt, og dog uendeligt gådefuldt.
Du kan læse mere om Bent Nielsen og hans kunst
HER
