“Jernmanden” Bent Nielsen blev født i Thy i 1955 og fik sit tilnavn gennem årtiers arbejde med metal, ikke gennem sportslige triumfer. Da han og hustruen i 2001 flyttede til landet, blev udhusets garage til en smedje – et værksted, hvor gnister og idéer ramte hinanden. Her udfoldede han sin fascination for jernet, dette modstridende materiale, der både vil og ikke vil formes.
For jern er et væsen af to naturer. Koldt er det fast, kompromisløst, afvisende. Men når det opvarmes og gløder, bliver det føjeligt, blødt, næsten villigt. I denne tilstand ligger hans mulighed og hans glæde. Han kan påvirke det, modellere det, finde linjer og former, der ellers ville være skjult. Når jernet igen køler, får det sin hårdhed tilbage – men det bærer hans fortælling.
Svejseprocessen er som en slags alkemisk handling for ham. Jernet smelter og bindes i nye enheder, som er stærkere end de enkelte dele. I skæringen – som balancerer præcist mellem ilt og gas – åbner han materialet som en kirurg eller flækker det som en storm. De rå kanter, de ujævne sår, bliver en del af værkets udtryk, ikke noget, der skal skjules.
Arbejdet begynder ofte med destruktion. Jernplader mister deres form, brydes op, splittes i stykker. Men fragmenterne forlades aldrig. De bliver til ordene i hans skulpturelle sprog og finder med tiden deres plads. Hvordan dette sker, kan ikke forklares – det sker blot.
I de senere år har han inkluderet sten, granit og træ, som han finder på vandringer langs strande og stier. Disse materialer bærer en historie, der rækker langt ud over menneskelige tidsrammer, og de giver hans værker en ny dybde, en jordbunden ro.
Hans skulpturer står som modbilleder til vores glatte, digitale verden. De er organiske i deres uorganiske materiale, skæve i deres skønhed. De kræver ikke, at man forstår dem – kun at man ser. Hvis nysgerrigheden vækkes, begynder værket at træde ind i kunstens rum. Så enkelt, så gådefuldt.
Du kan læse mere om Bent Nielsen og hans kunst
HER
