​Åbningstider: Fredag, lørdag og søndag: 11-17 - Samt efter aftale

Birthe Søby - billedkunst

Født 1974 i Danmark.​

Billedkunst.

Uddannelse og baggrund

Birthe Søby er uddannet billedformidler på Seminariet for håndværk og design. Hun har gået på Randers kunstskole og Århus kunstakademi og har taget mange kurser. Birthe Søby arbejdede i mange år som billedkunstlærer. 

Inspiration

Birthe Søby laver moderne landskabsmalerier i mange tykke lag med akrylmaling, spartelmasse, kridt og kul. Motivet er ofte lyset i skoven, i landskabet, i morgendisen, som hun maler i et enkelt formsprog med stoflighed og poesi.

Det der inspirerer hende er at fastholde nuet. At se/ iagttage omgivelserne på en anden måde end man gør til daglig. Men også at beskrive en stemning og en oplevelse som kommer indefra. Så resultatet er et udtryk af de indtryk, hun har fået af sansninger og stemninger.​

Uddrag fra 101 kunstnere

Det er vinter i Danmark. Scene 1: Sneen har lagt sig over landskabet og formet omgivelserne til en blød hvid tysthed. Scene 2: Det er stadig vinter, men da Danmark er Danmark, er det efterhånden sjældent, at det sner. I stedet har vi de våde vinterdage, hvor alle konturer bliver slørede i en grå sky af tåge.

Det er disse landskaber, Birthe Søby viser os i sine malerier. Hun kan gå helt tæt på motivet. Så tæt, at motivet opløser sig for vores øjne og billedet bliver abstrakt. Eller sagt på en anden måde: motivet bliver faktisk den gråhvide tåge tilsat hurtigt nedkradsede streger – kviste, strå og småbuske, hvis nøgne former strækker sig som arme op i luften.

Birthe Søby kan også gå lidt længere væk og skildre motivet fra en vis distance. Et motiv, der for størstedelens vedkommende er træer. Vintertræer blottet for løv med stammerne stikkende op fra jorden som skibsmaster. Vi ser mange forskellige slags træer i billederne, bl.a. bøgetræer, birk og rødel. Sidstnævnte er det eneste træ i Danmark, hvis rødder står i vand i længere tid og derfor om noget er vores mosetræ. På en fugtig vinterdag er en sådan mose et næsten overnaturligt sted. En ofte meget tæt tåge hersker over omgivelserne og har i gamle dage utvivlsomt forstærket troen på det mystiske, magiske og farlige: på elverpiger, trolde og hekse. Det er denne dampende natur, Birthe Søby viser os i sine atmosfærefyldte malerier.

Noget andet ærkedansk er heden. Dette flade midtjyske lynglandskab ses også i Birthes Søbys billedverden, ligesom hun også kan finde på at vise os en stille skovsø. Alt sammen indhyllet i vinterdampens sølvhvide favn.

Når Birthe Søby er i stand til at fange denne specielle danske gråvejrsdag, hænger det sammen med hendes teknik. Billedernes mange lag af maling giver en stor grad af stoflighed. Det er ikke ”pænt” maleri, det her. Farvemassen æltes og masseres med en spartel, så maleriene bogstaveligt talt mures op. De sorte træstammer danner det kompositoriske skelet, og hurtigt og spontant kradsede streger bibringer dynamik til det hele. Ofte indrages røde, gule, grønne og blå accenter i billederne, og lyset kan variere fra det tyste og dunkle til pludselige strejf af intenst lys, når solens stråler bryder igennem skydækket og oplyser landskabet.

Med sin på én gang usentimentale og indfølende stil markerer Birthe Søby sig som en moderne og kompetent dansk landskabsmaler.

​​

Følg Grevelsgaard

Følg os på sociale medier, for at se mere om kommende og aktuelle udstillinger i vores galleri.

☆☆☆☆☆​

Anmeldelser fra Facebook​

"Tak for en fantastisk oplevelse. Det var en fornøjelse at se hvor fint i havde mixet alle de forskellige kunstværker, så det bare så lækkert ud. Vi ses."

- Annette Printz​

"Lækkert sted! Her er der noget for alle kunstelskere. Man mærker tydeligt at der er lagt meget kærlighed i de flotte omgivelser! Bestemt et besøg værd!"

- Stinne Thorsen Rasmussen​

"​Super flot galleri med flot kunst/ brugskunst i bredt udvalg af genrer og priser. Alt sammen helt unikt. Flot samling af kunstnere. Så absolut et besøg værd!"

- Linda Lauridsen

Tilmeld nyhedsbrev​

​Ønsker du at modtage nyheder og information om kommende og aktuelle udstillinger, kunstnere og aktiviteter hos Grevelsgaard, så tilmeld dig vores nyhedsbrev som udkommer ca. 10 gange om året.

Grevelsgaard
Vestervangsvej 14
8961 Allingeåbro